Med smagen i centrum

Smagsnetværket fra Food & Bio Cluster Denmark var i går på besøg hos Procudan. Kundechef Carsten L. Christensen bød sammen med netværkets facilitator Knud Hjortlund Hansen velkommen til en dag med fokus på den gode smag.

I flere år har nogle af Procudans medarbejdere deltaget aktivt i Smagsnetværket, der er en del af branchefællesskabet Food & Bio Cluster Denmark. Netværket samler nøglepersoner fra fødevarebranchen, der brænder for at udvikle smagfulde produkter.

- Smagsnetværket giver os mulighed for at dele vores erfaringer og samtidig lære nyt om, hvordan vi bedst udvikler og markedsfører smag. Målet er at skabe produkter, der fanger forbrugernes interesse allerede inden første bid, fortæller Carsten L. Christensen, kundechef hos Procudan.

 

Nyt tema hver gang netværket mødes

Når Smagsnetværket mødes, er det altid med et nyt tema til diskussion og erfaringsudveksling. Denne gang var temaet emballage til fødevarer, hvor Procudans produktchef for ostevoks, Maja Duelund, holdt dagens første oplæg.

Og det var ikke tilfældigt, at der blev gået i dybden med netop emballage hos Procudan.

- Vi støtter vores kunder i hele udviklingsprocessen. Udover at være dybt involveret i ingredienser og sammensætninger af recepter, bliver vi også ofte inviteret med, når emballagen skal optimeres og forbedres. Det gælder både, når mine emballagekollegaer vejleder i valg af emballage og bæredygtighed til et væld af fødevarer, men også ved ostevoks-emballage. I efteråret 2023 lancerede vi ProCera® Natural, som er en 100% naturlig ostevoks, der lader osten modne og udvikle sig, som man kender det fra vores traditionelle ostevokse, forklarer Carsten L. Christensen.

 

Smag og sensorik i udviklingen

Efter frokost præsenterede Marlene Grønbeck fra Teknologisk Institut dagens andet oplæg. Som faglig leder i sensorik fortalte hun, hvordan instituttet hjælper virksomheder med at vurdere, om emballagen påvirker smagen eller lugten af produktet. Dette gav medlemmerne indsigt i, hvordan emballagevalg kan påvirke den sensoriske oplevelse af fødevarer.

Smagsnetværket afholder årligt fire møder på forskellige lokationer i landet, hvor der er tid til diskussioner, cases, smagninger og rundvisninger – altid med smagen i centrum.

Lignende indhold