100% naturlig ostevoks
Markedet har længe efterspurgt et alternativ til den gængse ostevoks, som i dag bliver fremstillet af oliebaserede råvarer.
Derfor er det nyudviklede produkt, ProCera® Natural, der i dag bliver introduceret til markedet, intet mindre end en verdensnyhed. Det er nemlig en fossilfri ostevoks, der rummer alle de velkendte kvaliteter som den voks, der i dag bliver brugt i mejeriproduktioner.
ProCera® Natural er udviklet af Procudan og testet i samarbejde med førende mejerier i Skandinavien. Den patenterede recept består blandt andet af bivoks, mens alle øvrige ingredienser også har en naturlig oprindelse.
Formålet med at begynde udviklingsprocessen var netop at tage de fossile stoffer ud af osteemballagen, men alligevel levere et produkt, som mejerierne vil kunne benytte uden at skulle ændre på produktionen.
Naturlige oste fortjener naturlig voks
Ostevoks har en række forskellige funktioner. Det bruges både til at modne oste, til at beskytte dem under transport og mange steder i verden også som en attraktiv salgsemballage i butikkerne.
Alt dette er ProCera® Natural testet for at kunne opfylde. Både i vores eget testlaboratorium og hos mejerier i Europa. Ideen er, at det kun vil kræve små justeringer for mejerier at overgå fra en traditionel voks til denne naturlige variant.
Samtidig er der et stort potentiale i, at ProCera® Natural kan blive brugt som salgsemballage, der underbygger ostens egen fortælling om naturlighed og kvalitet. Hidtil har eneste mulighed været at emballere oste i forskellige materialer som plast og voks, der er baseret på fossil olie.
Da ProCera® Natural er et naturprodukt, der giver associationer til bistader, kan emballagens egenskaber nu bruges til at markedsføre osten aktivt.
Mere end 5000 forskellige recepter testet
Fra begyndelsen til nu har Procudan udviklet og afprøvet mere end 5.000 forskellige recepter, inden der endelig var skabt prototyper og varianter, der dækkede alle kundernes behov.
Undervejs er projektet støttet af det danske Innovationsfond via programmet InnoBooster og det europæiske innovationsprogram Eurostars.
Samtidig bidrog Teknologisk Institut som fast videnspartner, mens eksperter fra flere universiteter var involveret både i den direkte udvikling af ProCera® Natural og i helt nye tekniske metoder til at analysere og teste ostevoks på et præcist og databaseret grundlag.