Få stabilitet med styr på proces og formål

For at vælge den rette stabilisator kræver det viden om hele produktionsforløbet og en klar forståelse af, hvad stabilisatoren skal bidrage med. Denne viden ligger som oftest i den daglige praksis omkring produkt og proces.
Ved at kombinere de rette informationer og viden med de enkelte stabilisatorers fordele og kombinationsmuligheder, vil vi i fællesskab kunne sikre stabilitet i produktet.
Processen er udgangspunktet for alt
Stabilisatorer reagerer forskelligt, afhængigt af temperaturer, pH, tryk og mekanisk påvirkning. Derfor er det afgørende at kende hele produktionsforløbet frem til emballering og forsendelse. Hver detalje tæller.
For eksempel skal vi vide:
- Homogeniseres produktet før eller efter varmebehandling?
- Omrøres der konstant, eller er der stop undervejs?
- Skal produktet fryses ned undervejs eller efter endt produktion?
Ved at kende alle dele af processen kan vi udelukke stabilisatorer, der ikke vil virke under de givne omstændigheder, og udvælge eller udvikle den stabilisator, der sikrer konsistens og kvalitet hele vejen fra produktion til færdigt produkt.
Vær bevidst om, hvad stabilisatoren skal opnå
Men det er ikke nok at kende alle dele af processen.
Når den rette stabilisatorer skal vælges, skal det være klart, hvad stabilisatoren skal bidrage med i recepten. Skal stabilisatoren tykne produktet, forhindre faseadskillelse, eller sikre stabilitet gennem en produktionsproces med flere trin? Eller måske flere af delene på samme tid?
Jo tydeligere formålet med stabilisatoren er, desto bedre kan vi søge og finde den rette løsning.
Vi har stabilisatorer der:
- Binder frit vand og sikrer ensartet tekstur.
- Forhindrer separation mellem fedt og vand.
- Øger viskositet uden at gøre produktet tungt.
- Forlænger holdbarheden ved at give stabilitet over tid.
- Forbedrer mundfornemmelsen ved at tilpasse konsistens og viskositet.
Eller kombinationer af ovenstående i stabilisatorblandinger.
Ved at kende og forstå fremgangsmåden i produktionen og formålet med at tilsætte stabilisatoren til recepten, sikrer vi, at stabilisatoren ikke bare virker i teorien, men reelt løser udfordringerne.
Fem spørgsmål der sætter fart på udvælgelsen
For at sikre, at vi tilbyder en god og brugbar stabilisator, starter vi altid med at søge svar på disse fem spørgsmål:
- Hvordan foregår produktionen trin for trin?
- Hvilke procesparametre gælder (temperaturer, tryk, varighed, pH og eventuel frys eller opvarmning)?
- Hvornår i processen tilsættes stabilisatoren?
- Hvad skal stabilisatoren give til slutproduktet?
- Hvilke udfordringer har I haft tidligere (for eksempel ustabil viskositet, faseadskillelse eller variation fra batch til batch)?
Med svarene i hånden skaber vi sammen et solidt grundlag for at vælge rigtigt og sikre, at I modtager en stabilisator, som skaber det ønskede resultat i slutproduktet.
Læs også: Fem gode råd om receptoptimering
Samarbejde med stabilisatorspecialister fra Italien
Vi samarbejder med LBG Sicilia omkring stabilisatorer og stabilisatorblandinger. De er specialister med stor erfaring i at udvikle løsninger til forskellige applikationer og fremstillingsmetoder.
Deres fuldt udstyrede applikationslaboratorium gør det muligt at fremstille prototyper inden produktet skal testes i større skala. Det betyder, at indledende forsøg kan gennemføres hurtigere og det er muligt at komme tidligere i gang med at teste i fuld skala.
Har I brug for sparring om stabilisatorer tilpasset jeres behov, proces og slutprodukt, så tag fat i os via formularen herunder.