Ranim fandt sin faglige retning i laboratoriet
Vedhæftning, hårdhed og størkningspunkt. Ranim Alkusa har arbejdet med flere af de centrale analyser, der sikrer kvaliteten i ProCera® ostevoks.
Og i mødet med laboratoriets dagligdag har hun ikke bare fået indsigt i processerne – hun har også opdaget, hvad hun brænder for fagligt.
- Jeg vidste faktisk ikke, at udvikling var noget for mig. Men det med at teste, vurdere og finde løsninger har vist sig at være så spændende. Man lærer noget nyt hele tiden, fortæller hun.
Når analyse og udvikling hænger sammen
I Procudans laboratorie har Ranim været med til at finde løsninger, når recepter skulle tilpasses nye råvarer. Arbejdet har krævet både præcision og faglig nysgerrighed – og ikke mindst evnen til at tænke selvstændigt og finde vej i noget, der ikke på forhånd har et rigtigt svar.
- Det har været en helt anden måde at arbejde på, end jeg kendte fra studiet. Her skal man selv stille spørgsmål og være med til at vurdere, hvad der virker. Men jeg har aldrig stået alene med noget, for vi er et stærkt team, hvor der altid findes frem til løsningen sammen, siger hun.
Hendes arbejde i praktikken har været en del af det samlede analysemiljø omkring ProCera® ostevoks, hvor forskellige metoder bruges til at dokumentere og optimere voksens egenskaber. Hvor vurderingen tidligere i høj grad byggede på mejeristernes erfaring, er det i dag muligt at understøtte sanserne med data fra en lang række analyser.
For Ranim har det givet en konkret forståelse for, hvordan data og praktisk erfaring går hånd i hånd – både når kvaliteten skal dokumenteres, og når eksisterende løsninger skal udvikles videre.
Videre med retning og erfaring
Ranims praktikforløb afsluttes med et projekt, som blev afleveret før jul. Den 30. januar har hun sidste dag hos Procudan.
Uddannelsen er den 2½-årige laborantuddannelse på UC SYD i Esbjerg, hvor praktikforløbet hos Procudan har været en del af det samlede uddannelsesforløb.