Et godt øje til CIP

Martin Jørgensen kom til Procudan som maskinmester-praktikant med særligt fokus på CIP-rengøring. Siden februar har han været projektingeniør med en bred jobbeskrivelse.

Da Martin Jørgensen startede sin praktik som maskinmester i Procudan i august sidste år var det med et fagligt fokus på produktionsanlæggene i Procudan Blends. 

Navnlig optimering af anlæggets CIP-rengøring var højt på hans prioriteringsliste, og det var også emnet for hans afsluttende opgave på uddannelsen. 

For selve opgaven var udfordringen, at der manglede opdateret faglitteratur om emnet. 

Martin Jørgensen måtte derfor kontakte aktører inden for branchen for at få teorien helt på plads. 

- Opgaven blev på den måde meget aktuel og samtidig relevant for min praktik i Procudan. Jeg fik lejlighed til både at samle knowhow hos vores leverandører og fra andre fødevareproduktioner, forklarer han. 

CIP er kort for cleaning in place. Det dækker over det rengøringssystem, som er bygget ind i et produktionsanlæg som Procudan Blends. 

Det er den mest sikre måde at forhindre kontamination, og Martin kunne altså allerede som praktikant bidrage til et område, der har stor vigtighed for Procudan. 

 

Nyder bred jobbeskrivelse 

Efter en vellykket eksamen fra Fredericia Maskinmesterskole blev Martin Jørgensen i foråret ansat som projektingeniør i Procudan. Her er hans opgaver er bredt ud, så han er involveret mange steder i produktionen. 

- Jeg nyder virkelig, at Procudan er en mindre virksomhed, hvor jeg kan have forskellige roller i de forskellige dele af forretningen. Jeg får brug for de mange forskellige fag, jeg har haft på maskinmesteruddannelsen, siger han. 

Procesoptimering i Procudan Blends fylder stadig meget i Martins hverdag. Både rent teknisk, men også praktisk og ledelsesmæssigt, hvor han bruger en del tid på gulvet i produktionen. Blandt med at instruere nye medarbejdere. 

- Det er skønt at være med i det praktiske arbejde. Det glæder mig at være der, hvor det skaber værdi for os og for vores kunder, siger han. 

Lignende indhold