Der er ingen standardløsninger hos den prisvindende og kompromisløse lakridsproducent Bagsværd Lakrids. Det gælder ikke blot for virksomhedens fremstilling af lakrids, men også for emballagen. Det krævede en række tests at nå frem til den helt rigtige emballage, der både indrammer og profilerer den eksklusive lakrids.
Bagsværd Lakrids startede som en sjov hobby, men efter et år med eksperimenter derhjemme valgte grundlæggerne at satse på den eksklusive og håndlavede lakrids. For at drømmen om egen virksomhed kunne gå i opfyldelse, krævede det en særlig emballage med de helt rigtige barriereegenskaber. Samtidig skulle emballagen komplementere det eksklusive indhold og virke indbydende på slutkunderne i købsøjeblikket.
- Lige fra starten af vores lakridsproduktion har vi været nervøse for, om vi kunne emballere produkterne. Lakrids er nemlig et særligt følsomt produkt med en blød og fugtig overflade, som optager og afgiver fugt til omgivelserne samtidig med, at det kan blive en lille smule flydende. Vi har derfor foretaget utallige emballagetests og været i kontakt med rigtig mange producenter, forklarer Morten Kornbech Larsen, der direktør og en af grundlæggerne af Bagsværd Lakrids.