En ny udfordring som produktionskoordinator
Da Allan Sørensen begyndte hos Procudan i februar 2024, var det som produktionsmedarbejder i ProCera® ostevoksproduktionen.
Efter et par måneder stod det dog klart, at det fysiske arbejde ikke var den rigtige løsning. En tennisalbue gjorde løft af 5 kilos slabs for belastende. Allan var glad for at være hos Procudan, så i stedet blev muligheden for omplacering undersøgt.
Løsningen blev at komme over i lagerteamet. Her bestod arbejdet blandt andet i at varemodtage, placere råvarer og færdigvarer samt klargøre ordrer til afhentning.
Plads til at byde ind
Allan fandt sig hurtigt godt til rette på lageret. Ikke mindst fordi der var plads til at byde ind med idéer til, hvordan arbejdsgange og lagerstyring kunne forbedres. Ideer som at placere varer anderledes, reducere unødig kørsel og udnytte pladsen bedre. Samtidig oplevede han stor frihed i opgaveløsningen og tillid fra teamchef for lageret, Bo Lystlund.
Allan var en del af lageret i knap to år. Ved siden af arbejdet færdiggjorde han i december 2025 sin uddannelse til psykoterapeut.
I begyndelsen af 2026 tog hans arbejdsliv hos Procudan endnu en drejning. Efter flere samtaler med teknisk chef for Procudan Blends, Thomas Maarupgaard Nielsen, fik Allan tilbudt en nyoprettet stilling som produktionskoordinator.
Den 16. marts begyndte han i jobbet.
- Jeg tænkte: Det kan ikke passe. På den gode måde. Jeg blev overrasket over, hvor meget man ser den enkelte medarbejder og ser på, hvor ens kompetencer kan bruges.
I dag fylder koordinering på tværs
Som produktionskoordinator er Allan med til at planlægge begge produktionsenheder - både produktionen af blandinger og ompakninger i Procudan Blends og produktionen af ProCera® ostevoks.
Her kommer hans erfaring fra lageret i spil, men rollen har også givet ham en langt bredere kontaktflade. I det daglige samarbejder han blandt andet med Salg, Indkøb, Kvalitet, Supply Service og Kundeservice. Sammen skal de få forskellige behov til at gå op i en realistisk produktionsplan, hvor der er plads til kundeordrer samt test og udvikling.
- Jeg koordinerer på tværs af huset, og det synes jeg er spændende. Jeg skal stille spørgsmål, holde tingene realistiske og være med til at finde løsninger, fortæller Allan.
Det kræver også omstillingsparathed. Planer kan ændre sig, når nye behov opstår, og en del af Allans opgave er derfor at bevare overblikket og få de forskellige hensyn til at hænge sammen.
Her bliver man set
Stillingen som produktionskoordinator er nyoprettet. Det betyder, at Allan ikke bare har overtaget en fast defineret rolle, men er med til at forme arbejdsgange og samarbejde undervejs.
Hver mandag er der produktionsmøde, og efter de første tre måneder tog Allan og Thomas en snak om, hvordan opgaverne fungerede i praksis. Det førte blandt andet til justeringer, fordi lagerdelen tog mere tid end forventet.
For Allan siger den proces noget om den måde, han oplever det at arbejde hos Procudan.
– Jeg synes, det er vildt, hvor meget der bliver lyttet, når man selv er ærlig. Jeg oplever, at jeg bliver set, og samtidig prøver jeg hele tiden at tænke på, hvad der er bedst for Procudan.
Den brede kontaktflade har samtidig givet ham større kendskab til de forskellige afdelingers faglighed og fokus. Allan fremhæver især kombinationen af mennesker, koordinering og muligheden for selv at være med til at forme processerne som noget af det bedste ved den nye rolle.