Miljøcertifikat efter ISO 14001-standard

Procudan vil gerne være bedre til at tænke miljø og klima ind i vores arbejde.
Derfor har vi begyndt en proces med at blive miljø-certificeret efter standarden ISO 14001.
Det er en standard for effektiv miljøledelse, der ser ind i det omfattende maskineri en virksomhed som Procudan har kørende som følge af sit internationale netværk af leverandører, kunder og logistik.
Det store benarbejde med at indsamle data og kortlægge miljøbelastningen i hele netværket bliver udført af vores egen kvalitetsafdeling i samarbejde med nogle af vores leverandører. Mens opgaven med at styre processen hen mod den nye miljøstandard ligger hos konsulentfirmaet FoodEfficiency.
Fødevaresikkerhed har prioritet
Når en virksomhed som Procudan bliver gennemgået for mulige miljøbesparelser, så vil der være standarder inden for blandt andet kvalitet og fødevaresikkerhed, som man ikke kan vige fra.
Også selv om det måske skulle kunne forbedre miljøregnskabet at slække lidt på det, forklarer Karin Hansen, der er mejeriingeniør og indehaver af FoodEfficiency.
- Som fødevarevirksomhed lever Procudan allerede op til en masse krav, og dem bygger vi egentlig videre på. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan opfylde miljøkravene, uden at kompromittere andre standarder, der er helt afgørende for virksomhedens arbejde, siger hun.
Den slags er et almindeligt vilkår i forbindelse med certificeringen, som også har fokus på, hvor det giver mest mening af sætte en indsats ind, fortæller Karin Hansen.
- Er der steder, hvor der er for meget spild, eller hvor forbruget af energi eller vand er forholdsvist højt? Jamen, så er det nok der, der er mest at hente. Både for miljøet, men også for virksomheden, siger hun.
Når analysen er færdig, skal målene for miljøindsatsen defineres. Og herefter lægges der en plan for, hvad Procudan kan gøre for at nå de mål.
Selve certificerings-processen forventes at være afsluttet i begyndelsen af 2023. Derefter vil miljøarbejdet være en del af Procudans samlede ledelsessystem.
Læs mere om vores CSR, og hvordan vi arbejder med FNs verdensmål her.